tirsdag den 5. juli 2016

TOQ Samarbejdspartner - Efterskolen Ved Nyborg

Så er vi klar til at præsentere næste samarbejdspartner som er Efterskolen ved Nyborg - i daglig tale EVN. Samarbejdet med EVN er langt fra nyt, da skolen de senere år har arrangeret turneringer og stillet faciliteter til rådighed for forskellige TOQ events. Blandt andet er det EVN der, ligesom sidste år, står for grill buffeten i forbindelse med Team Odense Q's sommercamp. Men nu har vi taget skridtet videre og formaliseret samarbejdet, således at fodboldpiger kan kombinere efterskoleophold med elitefodbold uden at det går ud over deres chancer på f.eks. U18 DM eller landshold.

Efterskolen Ved Nyborg
Fodboldlinjen hos EVN drives af nogle meget erfarne elitetrænere der samlet har mere end 800 divisions kampe på CV'et. Primusmotoren hos EVN er Kristoffer Johansen som til dagligt træner Dalums 2. division herre og har en fortid som professionel i udlandet - så ingen tvivl om at der diskuteres fodbold i tide og utide hos de ansvarlige hos EVN :)

De senere år har EVN fokuseret ekstra på pigefodbolden og opnået rigtig gode resultater både inden for pigernes personlige udvikling og rent resultatmæssigt i skoleturneringerne. Vi glæder os derfor til samarbejdet hvor vi i fællesskab ønsker at skabe optimale rammer for de TOQ piger som går på EVN. I skrivende stund har vi Ida Eriksen og Anne-Frida Grødem som begge er inde omkring U16 landsholdet, samt Anna Hyldig som har været fast bestanddel på Marienlyst årgang 2001 holdet de sidste mange år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar