**************************
Lørdag den 16. januar skulle Team Odense Q U13 piger i aktion, i en træningskamp mod Kolding Q pigerne. Team Odense Q holdet var ligeligt repræsenteret af piger fra henholdsvis TPI og Marienlyst, hvor det for nogle af pigerne var første gang de skulle begå sig på en 11-mandsbane. Andre af pigerne havde mere erfaring med den helt store bane, hvilket skulle vise sig at være essentielt. Kampen blev afviklet i TPI på deres fornemme kunstgræsbane, hvor Team Odense Q vandt med et samlet resultat på 8-3.
Kolding Q stillede med et stærkt hold, som har spillet sammen i længere tid. Sidste sæson spillede de 11-mands i en U14 række, hvorfor de var mere rutinerede og vante med formatet. Træningskampen blev spillet henover tre halvlege, så begge hold havde gode muligheder for at afprøve deres spillere på forskellige positioner. Dette var særligt godt i vores henseende, eftersom vi er et tilnærmelsesvist nyt hold.
Inden kampstart blev der holdt taktikmøde, hvor vi blandt andet diskuterede spillestil, formation og lavede diverse aftaler. Her skal det i øvrigt nævnes, at offside-reglen var det hurtigste at forklare, da pigerne var utrolig skarpe og velforberedte.
Signe Loft Petersen i aktion |
Allerede fra kampens start satte Team Odense Q sig benhårdt på kampen. Træner Claus Poulsen nåede endda at tælle 12-13 konsekvente og hurtige pasninger da bolden blev sat igang, inden Kolding Q for første gang rørte bolden. Generelt bar kampen præg af et utroligt velspillende Team Odense Q, som flot spillede bolden rundt, og var ekstremt farlige ved dybe pasninger.
Pigerne kontrollerede fuldstændig midten af banen det meste af kampen, og forsvaret var gode til at bakke op og hjælpe til i opspillet. Her tog de piger med erfaring inden for 11-mands bl.a. ansvar, og tilføjede både ro og overblik til spillet. Ét af fokuspunkterne for kampen, var fra trænernes side, at forsvaret skulle være modige til at turde vende med bolden og dermed vende hele spillet. Det klarede de fint, og resten af spillerne var samtidig gode til at sideforskyde, men også gode til derefter hurtigt at komme ud og udnytte bredden.
Kolding Q havde generelt nogle hurtige spillere, og det var tydeligt at de gerne ville ud og løbe på kanterne i dybden. Det var da også her, at Kolding Q fik spillet sig til chancer, da deres dybe løb trak forsvaret langt tilbage, hvorfor der blev plads til at afslutte uden for feltet.
Pigerne fra Team Odense Q leverede en pragtpræstation, som imponerede alle, og ikke mindst de forældre som ydede opbakning fra sidelinjen. Her skal der også lyde en tak for bl.a. frugt, tæpper mv. En vital observation, som kom fra flere af tilskuerne var, at det faktisk lignede et sammenspillet hold hvor pigerne havde spillet sammen mange gange. Dét er kvalitet samt en høj grad af professionalisme fra pigernes side. Det er ikke altid let at spille sammen med fodboldspillere man ikke kender godt.
Vi glæder os allerede til den 31. januar, hvor Kolding Q har mulighed for at revanchere, da Team Odense Q skal spille endnu en træningskamp mod dem.
Af Michael Genster
Foto: Tina Jul Rasmussen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar